Naturhaven

En naturhave eller et naturlandskab kræver ofte megen plads for at tage sig godt ud, men kan også med stort held laves i parcelhus haver. Jeg oplever, at flere og flere kunder ønsker spiselige skovhaver/woodland, haver der forvildes (rewilding).

En rewildet have betyder ikke kaos eller forsømthed. Det handler mere om at acceptere naturens egen æstetik og gøre op med ideen om, at hver kvadratmeter skal være under kontrol. Man kan sagtens have et terrasseområde og et velplejet stykke græs til leg, mens resten får lov at være mere vildt.

Fordelene er mange: mindre tidskrævende vedligeholdelse, ingen brug af sprøjtemidler, øget biodiversitet i haven, og et levende rum, der skifter karakter gennem årstiderne. Man får mere liv i haven – flere sommerfugle, bier, pindsvin og fugle finder vej til de mere naturlige områder.

Naturhaven skal planlægges, således at der bliver nogle steder med god udsigt og plads til at placere for eksempel en gammel bænk, hvor man eftertænksomt kan nyde stilheden.